Hjem Nyheder Referencer Om Job Kontakt
 
 

Udstillinger

Med fokus på brugeroplevelsen hjælper vi med at fortælle, iscenesætte, dramatisere, forklare og formidle. Vi arbejder ikke med 'fremvisning' men med at involvere og skabe nye sammenhænge for dine gæster.

De 5 Baderåd

Action-spil lærer børn om badesikkerhed

I samarbejde med Kystcentret Thyborøn har vi udviklet et komplet visuelt univers, hvor spil og spænding går hånd i hånd med oplysning og læring. Den primære målgruppe er børn i alderen 6 til 12 år, og løsningen udgør en del af en større udstillingsinstallation om badesikkerhed, som er støttet af TrygFonden Kystlivredning.

Der er tale om oplevelsesorienteret formidling centreret om 5 action-spil, der tager direkte udgangspunkt i hvert af de 5 baderåd: 1) lær at svømme, 2) gå aldrig alene i vandet, 3) læs vinden og vandet, 4) lær stranden at kende og 5) slip ikke børnene af syne.

Spillene og den omgivende visuelle kommunikation er skabt med afsæt i indgående research og viden om målgruppens ønsker, behov og foretrukne digitale adfærd – samt efterfølgende testet af repræsentanter fra målgruppen, der bekræftede antagelsen om, at action er en oplagt drivkraft for læring. Resultatet er en oplevelsesorienteret spil-løsning, der aktiverer brugerne på deres egne præmisser.

7 Vikinger

3D Stereofilm

Gennem sprækker i væggene i udstillingen på Moesgård Museum kan man få et glimt af vikingetidens Århus. I væggene er indbygget 3D briller så man får dybdeeffekten af at kigge ned ad gaden. Herunder ses et glimt af processen fra skitser til malede historiske bagrunde der modelleres i 3D og til optagelserne med skuespillere, statister og dyr.

Den Store Brand

Permanent udstilling

På Viborg Museum har vi været med til at skabe denne 'levende' iscenesættelse af de dramatiske begivenheder da Viborg indre by brændte ned til grunden i 1726.
Vi udviklede en effektiv dramaturgi gennem den filmfortælling som udstillingen er bygget op omkring og satte billeder og lyd på historien, der i rummet interagerer med en miniaturemodel af det gamle Viborg, samt forskellige genstande fra tiden, der lyser op undervejs i forløbet.

Der blev udarbejdet en brugerundersøgelse på udstillingen kort efter åbningen, som med et meget positivt resultat dokumenterede at brugernes begejstring for oplevelsen vækkede deres interesse og lyst til at lære mere om Viborgs og Danmarks historie i 1700-tallet.

Soldaten med Kuglen i Rumpen

Fortællingen om en tysk soldat der lider en grum skæbne ved Skindersbro i Himmerland. Historien blev skrevet ned i 1700 tallet, men først i 1984, da man i en udgravning fandt soldatens skelet, blev man for alvor klar over at det var mere end en røverhistorie. Soldaten ligger på Viborg Museum og vi har levendegjort hans skæbne for de besøgende.

Energiens Historie

Sammen med Gasmuseet og Dansk Gasteknisk Center skabte vi denne ordløse rejse i Energiens historie som et grundvilkår for mennesket. I første omgang til visning ved Dansk Gasforenings 100 års jubilæum og senere vil den indgå i Gasmuseets nye udstillinger.

Klimadebatten

Lyt og deltag

I kølvandet på Klimatopmødet i København i slutningen af 2009 åbnede Energimuseet ved Tange sø udstillingen 'Folk og Klima - et fælles ansvar'.

Vi interviewede 7 kendte klimadebattører og satte dem sammen i en interaktiv klimadebat. Umiddelbart talte alle syv i munden på hinanden men man kunne også høre hvad hver enkelt havde at sige og i et lille rum ved siden af kunne man via webkamera optage sit eget indlæg til debatten og dermed blande sig med de mere kendte stemmer.

Bondens Verden

Redskaberne fortæller historien

Til Viborg Museums udstilling om fæstebonden i 1700-tallet lavede vi 4 små film om årets gang for bonden og hans familie.
Alle 4 film tager udgangspunkt i de genstande der er udstillet og giver på den måde liv til de gamle redskaber.
Filmene spiller sammen med scenografien på 2 skærme og lyd og lys binder de fire årstider sammen så de besøgende kommer rundt i det lille udstillingsrum og ser alle genstande.

Det visuelle udtryk er direkte inspireret af de gamle malerier på kirkebænkene i Hersom Kirke og således starter og slutter den cykliske fortællingen med disse.

Hvor kommer vind fra?

Undervisningsmateriale om vindenergi

Til Energimuseet lavede vi i 2011 et par film og en interaktiv installation om vindenergi til udstillingen 'Som vinden blæser'. Den ene film handler om hvor vind kommer fra og den anden handler om at lave strøm med vindkraft. Til en touchskærm i udstillingen sørgede vi for at publikum selv kunne lege med vinden og se effekterne på forskellige vindmølletyper.

Mejlbystenen

Projektioner

En blanding af animeret historiefortælling, effekter og moderne teknologi til brugerinddragelse har bragt denne tusind år gamle runesten til live og gjort den kendt blandt museumsgæster i Danmark og ude i verden, hvor den bl.a. har været på turné i USA. Projektet var et samarbejde med Mark Film, CAVI og Kulturhistorisk Museum i Randers. Se film om stenen på YouTube

CO2 og Drivhuseffekten

Udstilling om Klima og Energi

Til Energimuseets udstilling 'Klima og Energi' i 2010 udviklede vi sammen med museet 3 animerede film til formidling af CO2 kredsløbet, Drivhuseffekten og menneskets påvirkning af balancen i atmosfæren.

Filmene har udover udstillingen også været brugt flittigt til undervisning rundt omkring i landet.

 
info@markfilm.dk tlf. 96 16 50 10 MARK FILM ApS, Kasernevej 8, 8800 Viborg